Skip til primært indhold

Esbjerg Sygehus styrker akutforskningen

I spidsen for akutforskningen står forskningsleder og afdelingslæge Peter Biesenbach og overlæge Anders Møllekær, der begge er nye kliniske lektorer ved Esbjerg Sygehus, Syddansk Universitetshospital og Institut for Regional Sundhedsforskning, Syddansk Universitet.

Foto af klinisk lektor Anders Møllekær og klinisk lektor Peter Biesenbach

To akutmedicinere ved Esbjerg Sygehus, Syddansk Universitetshospital er netop blevet kliniske lektorer. De nye titler er tildelt forskningsleder og afdelingslæge Peter Biesenbach samt overlæge Anders Møllekær, som fremover bliver frontfigurer for den akutmedicinske forskning i Esbjerg.

’Sammen står vi stærkere’

De nyudnævnte kliniske lektorer har begge høje ambitioner og visioner, der skal få den akutmedicinske forskning på landkortet. Forskningsmæssigt har de hver deres fokusområde, hvilket de anser for en stor fordel i det fremtidige samarbejde.

’Jeg er overbevist om, at vores forskellige baggrund og forskningsmæssige fokus gør, at vi supplerer hinanden godt, så vi sammen står stærkere i den fremtidige akutmedicinske forskning. Vi ser frem til et tæt samarbejde i gruppen og gerne med fælles projekter, der går på tværs af afdelinger, sektorer, regionalt, nationalt og internationalt,’ siger Peter Biesenbach.

Et organisatorisk blik og kliniknær forskning

De nye kliniske lektorer fremhæver, at kliniknær forskning bliver ét af de fremtidige fokusområder for forskningen.

’Det akutmedicinske forskningsområde mangler fortsat forskning på en række områder. Det er afgørende, at der bliver ændret i fremtiden, så de akutte patientforløb hviler på et stærkere evidensgrundlag,’ siger Peter Biesenbach.

Også organisering af akutte patientforløb bliver et centralt omdrejningspunkt for den fremtidige forskning.

’I akutte forløb er der ofte være tale om tidskritiske tilstande, som forudsætter en god organisering. Når vi forsker, er vi samtidig nødt til at tage højde for organiseringen af hele det akutte forløb. Det gælder forud for indlæggelse over den akutte behandling og til tiden efter udskrivelse. Hvis vi kun ser på det akutte billede, risikerer vi at foreslå forskning eller tiltag, der kan være uhensigtsmæssige for det samlede billede,’ siger Anders Møllekær, der gennem hele sin forskerkarriere har haft fokus på netop organisering i akutmodtagelserne.

Når akutmodtagelsen rykker ud

I støbeskeen er blandt andet ét fremtidigt forskningsprojekt, der skal undersøge behandlingseffekten og ressourceforbrug af et nyetableret initiativ, som består af en mobil akutmodtagelse, hvor en speciallæge i akutmedicin og sygeplejerske fra akutmodtagelsen rykker ud til akutte patienter i stedet for at bringe patienterne ind på akutmodtagelsen.

Ud over den kliniknære og organisatoriske forskning vil fokus være på at opbygge forskningsgruppen og ligeledes få forskningsaktivitet inden for sygeplejerskeforskning.

Læs mere

  • I 2009 uddannet læge i Østrig, hvor han i 2017 blev speciallæge.
  • I 2015-2017 havde han et forskningsophold ved Melbourne Universitet, Australien.
  • I 2022 fik han ligeledes titlen som speciallæge i akutmedicin i Danmark.
  • I 2022 blev han forskningsleder for forskningsenheden i akutmedicin forankret ved Esbjerg Sygehus, Syddansk Universitetshospital.
  • Forskningsmæssigt har han haft fokus på klinisk forskning inden for en bred palette, der bl.a. dækker koagulation, nefrologi og intensiv medicin.
  • I 2007 uddannet læge ved Syddansk Universitet
  • I 2013 fik han en Master i Business Administration med fokus på anvendelse af data til patientforløb.
  • I 2018 forsvarede han sin ph.d. med titlen: “The organization of Danish emergency departments and patient outcome” ved Center for Akutforskning, Aarhus Universitet.
  • I 2022 blev han speciallæge i akutmedicin, forud herfor har han gennemgået en speciallægeuddannelse i akutmedicin forankret i både Danmark og Sverige.
  • Forskningsmæssigt har han haft et særligt fokus på organisering af akutmodtagelser og akutte patientforløb
APPFWU02V