Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Sydvestjysk sygehusTil Region SyddanmarkTil forsiden

Forside - Sydvestjysk SygehuspilForskningpilNyhedsarkivpil2021pilMartspilNy forskning skal undersøge om tabubelagt sygdom kan behandles med stamceller

Ny forskning skal undersøge om tabubelagt sygdom kan behandles med stamceller

Bragt i nyhedsbrevet Ny forskning skal undersøge om tabubelagt sygdom kan behandles med stamceller den 18. marts 2021

Op mod hver 10. danske mand lider af den fysisk og psykisk belastende tilstand, Peyronies sygdom. Sygdommen kan medføre en sygelig krumning af penis, og der findes ingen behandling, som kan kurere sygdommen. Det håber forskere på Sydvestjysk Sygehus at lave om på. I et helt nyt forskningsprojekt vil de undersøge, om stamcellebehandling kan kurere sygdommen.

SVS-NYT
Læge og ph.d.-studerende Majken Højrup Wiborg håber at forske sig til en kur mod sygelige krumning af penis i fremtiden.
 
Knuder i penis, en krum penis, arvæv, rejsningsproblemer og smerter ved samleje er et udpluk af de fysiske gener, som mænd oplever, hvis de er ramt af Peyronies sygdom.

Ud over de fysiske symptomer kan mændene opleve mental mistrivsel, når de ikke længere kan være seksuelt aktive. Ligesom en del af mændene oplever en ændret kropsopfattelse, og op til halvdelen får depressive symptomer.

 

Peyronies sygdom rammer mellem fem til ni procent af danske mænd over 18 år. Sygdommen kan ramme alle mænd, men den viser sig oftest hos de 50-60 årige og ses lidt hyppigere hos mænd med bl.a. diabetes, hypertension og iskæmisk hjertesygdom.

 

Stammecellebehandling frem for operation

Til trods for at sygdommen er en almindelig tilstand blandt danske mænd, er der ingen behandling, som kan kurere sygdommen. Én af de mest udbredte behandlingsmuligheder er operation, der blandt andet kan forkorte penis.

 

I et nyt forskningsprojekt vil afdelingslæge og ph.d.-studerende Majken Højrup Wiborg derfor undersøge, om stamcellebehandling kan anvendes som behandling til de mænd, som er ramt af Peyronies sygdom.

 

- Forskning fra både dyr og mennesker viser, at stamceller fra fedtvæv kan bruges til at reducere arvæv i penis og mindske krumningen. Derfor vil vi undersøge, om mænd med Peyronies kan opleve en lignende bedring, så arvævet mindskes eller forsvinder helt og dermed reducerer bøjningen af penis, forklarer Majken Højrup Wiborg.


Skaber viden til gavn for patienterne
Forskningsprojektet sker i samarbejde med Odense Universitetshospital, og i projektet vil 23 mænd blive tilbudt stamcellebehandling. Patienterne vil efterfølgende blive kaldt ind til fire kontroller, som gør det muligt at følge udviklingen i bøjningen af penis.

 

Patienterne i forskningsprojektet vil både blive rekrutteret fra de urologiske afdelinger på Sydvestjysk Sygehus og Odense Universitetshospital. For eksempel kan patienterne være i et forløb på Sexologisk Klinik der hører ind under Urologisk Afdeling på Sydvestjysk Sygehus. I Sexologisk Klinik hjælper man patienter med sexologiske problemer som blandt andet rejsningsbesvær, orgasmeproblemer, manglende lyst og problemer med for tidlig udløsning.

 

- Vi håber og forventer, at forskningsprojektet kan være med til at bane vejen for en ny behandling til mænd med Peyronies sygdom. Der er på nuværende tidspunkt kun et forskningsprojekt, der har undersøgt behandling med denne type stamceller. Det var hos 11 mænd med Peyronies Sygdom. Vores forskningsprojekt bliver dermed det største i verden, når det er gennemført. Og uanset hvad resultaterne viser, vil det bidrage til viden om Peyronies sygdom og være med til at sætte fokus på denne tabubelagte sygdom, siger Majken Højrup Wiborg.

Siden er sidst opdateret 12-4-2021



Sydvestjysk Sygehus | Finsensgade 35, 6700 Esbjerg | Tlf. 7918 2000 | Tilgængelighedserklæring