Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Sydvestjysk sygehusTil Region SyddanmarkTil forsiden


Forside - Sydvestjysk SygehuspilOm ospilPressepilNyheder 2020pilJanni og Hanne har været i frontlinjen

Janni og Hanne har været i frontlinjen

På Sydvestjysk Sygehus har de COVID-positive patienter indtil nu været indlagt på afd. E2. Her har blandt andre Janni Christensen og Hanne Bach Jensen passet rigtig godt på dem. Det er sket med værnemidler og i starten også nervøsitet, men hurtigt kom smil og holdånd. 

SVS-NYT
Sygeplejerske Janni Christensen ifører sig de påkrævede værnemidler, inden hun går ind på stuen til indlagte COVID-19 patienter på afd. E2, mens sosu-assistent, Hanne Bach Jensen, tjekker at der er, hvad der skal bruges.
 

Hanne Bach Jensen har plejet patienter på Sydvestjysk Sygehus i næsten 30 år. Hun har altid været glad for sit arbejde som social- og sundhedsassistent på Medicinsk afdeling, men lørdag den 28. marts i år har hun alt andet end lyst til at møde ind på aftenvagt nogle timer senere. Hun er fuldstændig opløst og kan slet ikke være i tanken om at skulle møde på afsnit E2, hvor de første COVID-19 patienter er blevet indlagt.
Hendes familie er også ræd. Det påvirker hende. Det samme gør alle billederne fra Italien, der kører på tv. Normalt skal der meget til at vælte Hanne Bach Jensen og hun får da også overbevist sig selv om, at hun selvfølgelig skal på arbejde. Kollegerne behøver hende.

- Jeg møder heldigvis ind sammen med en rigtig god kollega, som jeg er tryg ved. Jeg siger derfor til hende, at jeg simpelthen bare er nødt til at få værnemidler på med det samme og så komme ind på stuen til patienterne. Jeg var så hunderæd, men i det øjeblik jeg så kom ind, lå der jo bare helt almindelige patienter i sengene, der skulle passes på samme måde, som vi normalt passer vores patienter. Jeg tænkte: Er det ikke andet end det? Det her er selvfølgelig lidt mere besværligt, fordi der er alle værnemidlerne og man skal tænke sig ekstra godt om, når man går ind og ud, men det er så også det. Nu hviler jeg bare i det, smiler Hanne Jensen, der langt fra har været alene om usikkerheden og de mange tanker i starten.

- Nogle medarbejdere var rigtig bange. Jeg havde en tæt kontakt til sygehusets psykologer og måtte også sende nogle få medarbejdere hjem, men rigtig mange har siden udtrykt, at de har været mindre bange for at være her, da først de kom i gang. Jeg har hørt flere sige, at de har været mere bange for at handle i Netto end for at være her. Vi har også brugt meget tid på at tale om, at vi ikke passer patienter eller modtager pårørende uden værnemidler og at vi ikke har en masse mennesker gående på afdelingen ud over os selv. Vi har været lukket for alle andre, siger afsnitsledende sygeplejerske, Karina Holt, der haft det sygeplejefaglige ansvar på afdeling E2, som har huset de indlagte COVID-19 positive patienter på SVS.

 

Et venligt ansigt
Opgjort den 4. maj har i alt 50 COVID-patienter været indlagt. Nogen af dem er blevet mødt af sygeplejerske, Janni Christensen. Hun præsenterer sig altid for de patienter, som hun har ansvar for, når hun møder ind på vagt, men under COVID-19 har den del fået en ekstra dimension. Her har patienterne oplevet hende gemt bag overtrækskittel, mundbind og visir, så kun øjnene har været synlige. Derfor har hun gjort en dyd ud af at starte sine vagter lidt anderledes end ellers.

- Jeg har været meget bevidst om at stille mig i døren til stuen for at sige godmorgen, inden jeg har iført mig værnemidler og er gået ind. Så kan patienterne se, at der altså er et venligt ansigt inde bagved. Jeg har hørt flere patienter sige, at de simpelthen ikke kan kende os fra hinanden og jeg tror, at de har oplevet indlæggelserne som mere ensomme end ellers. Pårørende har jo også kun haft adgang i helt særlige tilfælde og vi har ikke lige kunne stikke hovedet ind for at tage en kort sludder, for vi har været nødt til at tænke på værnemidler og på at passe på os selv, forklarer Janni Christensen, der heldigvis har den oplevelse, at patienterne alligevel har følt sig passet godt på i den særlige situation.

Med i alt 50 COVID-19 positive patienter indlagt siden pandemien brød ud i Danmark har Janni Christensen, Hanne Bach Jensen og deres kolleger på E2 langt fra haft så mange patienter at se til, som det først var forventet. Afdelingen blev etableret på rekordtid på en etage i sygehusets gamle sengebygning, der stod tom efter at sengeafdelingerne tidligere på året rykkede ind i den nye sengebygning. Personalefundamentet har været godt en snes medarbejdere, der kom til sygehuset i Esbjerg, da Medicinsk sengeafsnit lukkede på matriklen i Grindsted den 26. marts. Heriblandt var Hanne Bach Jensen og Janni Christensen, der altså samtidig med at skulle passe godt på COVID-patienterne også har skulle finde sig til rette i huset i Esbjerg, hvilket er gået over al forventning.

- Alle afdelinger har jo skulle bidrage med medarbejdere til E2, så vi har indimellem været rigtig mange og vi har derfor allerede lært mange af vores nye kolleger at kende. Så mine bange anelser om, at der ikke var nogen at hilse på i kælderen, når jeg kom til Esbjerg, kan jeg i hvert fald godt glemme, smiler Janni Christensen stort.


COVID-patienter i hurtig ændring
Der har i det hele taget været plads til smil på E2 til trods for den alvorlige COVID-situation. Dels har det relativt lave antal patienter levnet plads til det, men det er også blevet prioriteret af Karina Holt, for holdånden er rigtig vigtig, når medarbejdere hives ud af deres vanlige comfortzone, ikke kender deres arbejdsplan og ovenikøbet skal navigere i noget så ukendt som COVID-19, hvor oplevelsen er, at patienterne meget hurtigt bliver dårlige.

- Særligt i starten havde vi nogen, som forandrede sig meget hurtigt. De blev rigtig dårlige lungemæssigt og det var noget hurtigere end vi er vant til. Det særlige var også, at de egentlig ikke viste det fysisk, men at det i første omgang var målingsparametrene, vi kunne aflæse det på. Så det er en anderledes patientgruppe. De kræver meget opmærksomhed hele tiden, siger Karina Holt, der kun har kæmpe ros til sit personale.     

- Det har været så fedt at opleve, at vi har så dedikeret et plejepersonale på SVS. Alle var bare klar til håndtere sådan en situation og vi er klar igen, hvis tingene vælter. Jeg vil til enhver tid sige, at jeg overnight kan gøre afdelingen klar med et hav af medarbejdere til at passe 30 patienter. Det skal vi nu også hvile i som sygehus og organisation. Alle er lært op og sammen kan vi gøre det igen, hvis det bliver nødvendigt.
 

SVS-NYT
Sygeplejerske Janni Christensen iført værnemidler og klar til at yde pleje for de COVID-positive patienter. Det er stort set kun hendes øjne, der er synlige. Derfor sørger hun altid for at præsentere sig i døråbningen til stuen, inden hun tager værnemidler på, så patienterne kender ansigtet bag.

Siden er sidst opdateret 29-5-2020



Sydvestjysk Sygehus | Finsensgade 35, 6700 Esbjerg | Tlf. 7918 2000 | Tilgængelighedserklæring