Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Fjernelse af livmoderen via kikkertoperation (laparoskopisk hysterektomi)

Du er blevet henvist til operation for at få fjernet din livmoder.
Du kan forvente et kortvarigt forløb. De fleste kan udskrives dagen efter operationen.


Klargøring til operationen

Før operationen bliver du gjort klar i Gynækologisk Ambulatorium.

Her vil du få:

En lægesamtale og optaget journal.
En samtale med plejepersonalet om indgrebet og forholdsregler.
En samtale med narkoselægen om bedøvelse og fasteregler.
Taget eventuelle blodprøver.

Indlæggelsesdagen


Medicin
Får du vanddrivende medicin, skal du få taget blodprøver (væsketal) hos egen læge en uge før operation med mindre andet aftales.

  • Du skal bade om morgenen, og navlen skal rengøres grundigt
  • Smykker, piercinger, neglelak og make-up fjernes hjemmefra.
  • Kønsbehåringen fjernes ned til skambenet i ca. 10 cm’s bredde. Dette skal gøres med saks eller ladyshaver på selve operationsdagen


Medbring

  • Din vanlige medicin.
  • Løstsiddende tøj eller morgenkåbe samt indendørs sko.
  • Læsestof eller andet til adspredelse.
  • Toiletartikler.

Afbud

Hvis du er syg, skal du ringe afbud til den gynækologiske sekretær, telefon 7918  2714.

Operationen
Operationen udføres i fuld bedøvelse og varer ca. 2-3 timer.

Lægen laver et lille snit i kanten af navlen. Herigennem blæses der luft ind i bughulen, og der indføres et rør med en kikkert. Derved kan lægen se livmoder, æggestokke og andre organer.

Desuden lægges 3 - 4 små snit nedadtil i maveskindet, som bruges til at indføre hjælpeinstrumenter gennem. Ved hjælp af disse instrumenter kan livmoderen nu løsnes og fjernes.

Livmoderen fjernes gennem skeden. Skedetoppen sys sammen med tråd, der opløser sig selv. De små snit i maveskindet sys også med selvopløselig tråd.

Æggestokkene fjernes ikke, med mindre andet er aftalt. Din hormonproduktion vil derfor ikke blive påvirket efter operationen.

Der vil blive oplagt et kateter i blæren i forbindelse med indgrebet. Kateteret fjernes inden udskrivelse. Vi vil i denne forbindelse sikre os, at din vandladning er i orden, inden du går hjem.
En sjælden gang kan der opstå vanskeligheder under operationen, som kan gøre det nødvendigt for lægen at lægge et bikinisnit i maveskindet, for at kunne færdiggøre operationen.

Livmoderen sendes til mikroskopisk undersøgelse, og du kan forvente at få svaret i løbet af ca. 2-3 uger ved kontakt hos egen læge, med mindre andet aftales.


Efterforløb
Du kan forvente at have et vist ubehag med smerter efter operationen, og du vil få smertestillende medicin efter behov. Du vil også blive tilbudt mad og drikke.
Det er vigtigt, af hensyn til sårhelingen, at spise almindelig mad med det samme efter operationen - også selvom du har kvalme.

Da din livmoder og livmoderhals bliver fjernet, skal du ikke længere have foretaget celleprøver.

Fjernelse af livmoderen medfører, at dine menstruationer ophører, og at du ikke længere kan blive gravid.


Komplikationer

  • Blodansamlinger, som oftest forsvinder af sig selv.
  • Betændelse i operationssårene
  • Luftgener fra tarmen
  • Blærebetændelse.
  • Vandladningsproblemer i form af smerter og forsinket blæretømning.


I meget sjældne tilfælde kan der forekomme

  • Blodpropper i ben og lunger. For at forebygge dette vil du få udleveret støttestrømper, som du skal bruge dag og nat de næste 3-4 uger
  • Skader på tarm, blære og urinledere.


Smerter efter operationen
Smerterne efter operationen vil oftest have karakter af kraftige menstruationssmerter.
Du kan have lette smerter i helingsperioden (2-3 uger).


Udskrivelse
Ved udskrivelsen skal du tage den anbefalede smertestillende medicin, som du får med hjem.

I efterforløbet vil vi anbefale dig at tage smertestillende håndkøbsmedicin, indtil smerterne aftager.
Hvis dette ikke er tilstrækkeligt, kan du supplere med tabl. Ibuprofen (Burana, Ipren, Ibumetin) 1-2 tabl. á 200 mg, fire gange i døgnet.

Du skal bruge støttestrømper i 3-4 uger, og samtidig er det vigtigt at bevæge sig for at forebygge blodpropper.

Du bør drikke mindst 1-1½ liter væske i døgnet samt bevæge dig for at forebygge forstoppelse.

Du får udleveret tablet Magnesia til de første dage efter operationen.

Hjemtransport
Du skal selv sørge for hjemtransport.
På grund af bedøvelsen må du ikke selv køre bil, motorcykel eller lignende før morgenen efter operationen.
Pensionister kan evt. henvende sig til sygehusets kørselskontor på telefon 7918 2373.


Sygemelding
Du skal regne med at være sygemeldt 3-4 uger afhængig af, hvor fysisk hårdt dit arbejde er.


Når du kommer hjem

  • Du skal undgå hård sport (fx. tennis, badminton, boldspil), tunge løft (maks. 8-10 kg), mave-/rygøvelser og fysisk hårdt arbejde de første 3-4 uger, eller så længe aktiviteterne udløser smerter.
  • Gåture og cykling kan genoptages hurtigst muligt.
  • Det er vigtigt at styrke bækkenbunden ved hjælp af knibeøvelser.
  • Du skal gradvist øge dit aktivitetsniveau.
  • Seksuelt samvær kan genoptages efter 4 - 6 uger.
  • For at undgå infektion og påvirkning af såret i skeden, bør du undgå badning i svømmehal, havbad og brug af tampon i minimum tre uger, eller så længe du bløder.
  • Du kan opleve blødning gennem skeden i hele ophelingsperioden. Blødningen kan veksle fra frisk til gammelt blod.
  • Sårene heler i løbet af 2-3 uger. Sårene er syet med selvopløselige tråde, som forsvinder af sig selv.


Du skal reagere, hvis du får

  • Kraftig blødning.
  • Ildelugtende udflåd.
  • Stærke smerter.
  • Tegn på blærebetændelse.
  • Feber og tegn på infektion i sårene.
     

Ved problemer det første døgn kan du kontakte den afdeling, du har været indlagt på:
 

  • Gynækologisk Sengeafsnit Afd.251 på telefon 7918 2741. Derudover henviser vi til egen læge eller vagtlæge.


Med venlig hilsen
Personalet
Gynækologisk Område

Logo


Siden er sidst opdateret 5-7-2017



Sydvestjysk Sygehus | Finsensgade 35, 6700 Esbjerg | Tlf. 7918 2000 | www.sydvestjysksygehus.dk