Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Børnesår

Børnesår er en almindelig forekommende hudinfektion hos børn.

Infektionen opstår oftest ved, at bakterier sætter sig i en rift i huden.

Børn med eksem er særligt udsatte for at få børnesår.

Børnesår er ikke farlige, men smitter nemt via hænderne, derfor optræder sygdommen hyppigt som epidemier, dvs. mange børn får børnesår på samme tid. Sårene smitter, indtil skorperne falder af.


Symptomer
Små røde kløende pletter, der hurtigt udvikler sig til gullige blærer. Senere udvikles væskende sår, som så til sidst bliver dækket af sårskorpe.
Børnesår starter oftest i ansigtet omkring munden og næsebor, men kan forekomme overalt på kroppen.


Hvad kan du gøre
Sårene vaskes med vand og sæbe.
Barnets hænder vaskes hyppigt, og negle holdes korte, da der kan gemme sig mange bakterier herunder.
Ligeledes vaskes egne hænder grundigt efter kontakt med barnet.
Benyt engangsvaskeklude, barnet bør have sit eget håndklæde. Hyppig skift og vask af tøj og sengetøj anbefales.


Hvornår skal du søge læge
Hvis det ikke hjælper at vaske sårene, søges læge med henblik på opstart af antibiotikabehandling.


Behandling
Ofte gives antibiotika. Enten som salve til at smøre på sårene/skorperne eller som mikstur eller tabletter.
Sårene/skorperne vaskes grundigt med vand og sæbe og skal herefter tørre, inden salven smøres på. Ved svære tilfælde kan det blive nødvendigt med indlæggelse på Børneafdelingen.
På Børneafdelingen kan antibiotika gives direkte i blodåren via et drop. Ved store sår, der ikke kan dækkes af plaster eller forbinding, isoleres barnet på Børneafdelingen.


Forebyggelse
God håndhygiejne er vigtig for at undgå smitte. Barnet hjælpes til ikke at klø i sårene.


Når barnet kommer hjem
Da sårene smitter, så længe der er skorper, må barnet ikke komme i daginstitution, før sårene er tørret ind og skorperne er faldet af. En undtagelse er skolebørn, idet man her regner med, at der er mindre risiko for smitte.

Logo


Siden er sidst opdateret 4-7-2017



Sydvestjysk Sygehus | Finsensgade 35, 6700 Esbjerg | Tlf. 7918 2000 | www.sydvestjysksygehus.dk