Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Røntgenstråler

Undersøgelse på Radiologisk Afdeling

For at få foretaget en undersøgelse på Radiologisk Afdeling skal man være henvist fra en læge. Lægen beskriver hvad, der skal undersøges og Radiologisk afdeling finder den undersøgelse, der er bedst.

Røntgenstråler

Almindelige røntgenundersøgelser
Bruges for eksempel til at undersøge skelettet og brystkassen. Ved undersøgelse af mindre knogler bruges en meget lille dosis røntgenstråler.


Gennemlysningsundersøgelser
Her passerer røntgenstrålingen gennem kroppen og kan derefter ses på en skærm som ”levende billeder”.

Gennemlysning bruges f.eks. til undersøgelser af spiserør, mave og tarmkanal samt blodkar, hvor man samtidig kan følge noget kontraststof.

Gennemlysning vil ofte give en højere dosis end almindelige undersøgelser.


CT - skanninger
Her bruges også røntgenstråler, der passerer igennem det område, der skal undersøges, mens man ligger på et bevægeligt leje. Scanneren opsamler informationerne fra scanningen i en computer, der laver signalerne om til tværsnitsbilleder.

Stråledosis til en scanning er højere end til en almindelig undersøgelse.


MR - skanninger og Ultralydsundersøgelser
MR-skanning og ultralydsundersøgelse bruger ikke røntgenstråler. MR-skanning laver billeder ved hjælp af et magnetfelt og radiobølger.

Ultralyd er lydbølger, der bruges til at lave billeder.
 

Hvad er røntgenstråler?
Røntgenstråler er elektromagnetiske bølger ligesom radiobølger og lys.

Vi udsættes dagligt for stråling fra vores omgivelser. Det kaldes for baggrundsstråling.

Baggrundsstråling kan komme fra jorden, verdensrummet, byggematerialer, luften og maden.

Stråledosis måles i enheden mSv (milli Sievert).

I Danmark ligger baggrundsstrålingen på ca. 3 mSv.

Vi kan sammenligne den dosis, man får ved at få foretaget en undersøgelse af lunger og hjerte som svarende til 10 dages normal baggrundsstråling.


Er røntgenstråler farlige?
For patienter kan man ikke fastsætte dosisgrænser. Her foretages en afvejning af den nytte patienten har af undersøgelsen mod den risiko den medfører. I forbindelse med velindicerede røntgenundersøgelser, der udføres korrekt, kan man normalt se bort fra risikoen for skader.

Statistisk har vi alle ca. 25% risiko for at udvikle kræft. De mest strålebelastende røntgen-undersøgelser øger denne risiko fra 25% til 25,1%

Risiko og alder

Da røntgenundersøgelser sammen med den naturlige baggrundsstråling er en del af den samlede mængde stråler, man får gennem hele livet, er det vigtigt at begrænse brugen af røntgenstråler.

Dette er specielt gældende ved børn, der har et langt liv foran sig. Jo ældre man er, jo mindre er risikoen for at udvikle kræft forårsaget af røntgenstråler. Simpelthen fordi der er mindre tid til for kræften at udvikle sig i.

 

Røntgen Undersøgelse Tilsvarende mængde naturligt forekommende baggrundsstråling Øget langtidsrisiko for udvikling af kræft pr. undersøgelse
Brystkasse, tænder, arme og ben, hænder og fødder Få dage UBETYDELIG RISIKO
1 ud af 1 million til 1 ud af 300.000
Kranie, hoved, nakke Få uger MINIMAL RISIKO
1 ud af 1 million til 1 ud af 1.000
Mammografi, hofter, ryg, mave, bækken, CT-skanning af hovedet Få måneder til et år MEGET LILLE RISIKO
1 ud af 100.000 til 1 ud af 10.000
Nyrer, og blærer, mave og tyktarm (barium), CT-skanning af brystet/mave Få år LILLE RISIKO
1 ud af 10.000 til 1.000

 Cirkeldiagram over den årlige bestråling af den danske befolkning

 

Beskyttelse af de reproduktive organer

Yngre mennesker, der får foretaget en røntgenundersøgelse af den nederste del af maven, bækkenet, hofter eller lænden vil, hvis det er muligt, blive beskyttet med  blyafdækning for at undgå bestråling af æggestokke og testikler.

Der kan være undersøgelser, hvor blyafdækningen kan dække over vigtige informationer i billedet og derfor ikke kan anvendes.

Er du gravid eller i den fødedygtige alder?

Da et foster er følsom overfor røntgenstråler, skal der tages specielle forholdsregler, når der laves røntgenundersøgelser tæt på livmoderen. Personalet vil derfor spørge alle kvinder mellem 12-55 år om graviditet.

Personale der foretager røntgenundersøgelser

Radiografer udfører røntgenundersøgelser og andre billeddannende undersøgelser. De er specielt uddannede til dette og ved derfor, hvordan undersøgelserne skal udføres forsvarligt.

Radiologer er læger der er specialister til at fortolke røntgenundersøgelser og andre billeddannende undersøgelser.

Husk!

• At personalet gør en stor indsats for at holde stråledoserne så lave som muligt

• At sundhedsrisikoen fra røntgenstråler er minimale i forhold til ikke at få diagnosticeret en alvorlig sygdom

• At fortælle personalet, hvis du er gravid

• At fortælle den læge, der henviser dig til en røntgenundersøgelse om eventuelle tidligere undersøgelser. Måske kan den bruges frem for en ny

• At er du i forbindelse med en røntgenundersøgelse bekymret over risikoen, så spørg lægen, om det er nødvendigt og om det gavner din behandling

Hvis du vil vide mere....

På Statens Institut for strålebeskyttelses hjemmeside kan du finde yderligere oplysninger: www.sst.dk

Radiologisk afdeling ,

Sydvestjysk Sygehus

Finsensgade 35, 6700 Esbjerg

telefon 79-182000

Send sikker e-mail til Radiologisk Afdeling via borger.dk.
Se mere om at sende sikker digital post til sygehuset her.

 

www.sydvestjysksygehus.dk

Logo


Siden er sidst opdateret 24-7-2017



Sydvestjysk Sygehus | Finsensgade 35, 6700 Esbjerg | Tlf. 7918 2000 | Tilgængelighedserklæring