Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
 Sydvestjysk SygehusTil Region SyddanmarkTil forsiden

Til vejlederen / klasselæreren

Erhvervspraktik på Sydvestjysk Sygehus (SVS) henvender sig til elever i 9. og 10. klasse i Sydvestjysk Sygehus’ optageområde.

Eleverne kan søge praktik som bioanalytiker, ernæringsassistent, klinisk diætist, lægesekretær, radiograf, social- og sundhedsassistent og sygeplejerske. Nogle pladser udbydes som kombinationspraktik, hvor erhvervspraktikanten kommer på to forskellige afdelinger eller følger to forskellige faggrupper.

Inden eleven sender sin ansøgning er det vigtigt at eleven og vejlederen / klasselæreren har drøftet godt igennem, hvordan det er at være i praktik på et sygehus og hvad eleven ønsker at opnå med praktikopholdet.
Du er som vejleder / klasselærer velkommen til at sende en mail med en prioriteringsliste af egne elever til uddannelseskonsulenten.

 

Praktikperioder
 Erhvervspraktik udbydes i uge 40 for folkeskoleelever og uge 5 for HF studerende.

Praktiksteder
Sydvestjysk Sygehus, Finsensgade 35, Esbjerg.
Sydvestjysk Sygehus, Engparken 1, Grindsted. 
Veneklinikken, Skolegade 12 A, 6650 Brørup. 

Indhold
Erhvervspraktikanterne får en fælles introduktion til praktikken, følger en uddannet medarbejder og inddrages i pågældende faggruppes arbejdsopgaver.
Inden for plejeområdet deltager erhvervspraktikanten i enkle, udvalgte opgaver omkring patienterne med behørig hensyntagen til både patientens integritet og erhvervspraktikantens alder.

Tavshedsløfte
Erhvervspraktikanterne må ikke videregive oplysninger om patienterne. De orienteres om, hvordan de skal forholde sig og skriver under på, at de er bekendt med, hvad tavshedsløftet indebærer.
Erhvervspraktikanten har ikke adgang til patientjournaler.

Arbejdsmiljø
Erhvervspraktikanter er omfattet af Bekendtgørelse om unges arbejde.
Erhvervspraktikanter er ikke omfattet af sygehusets ansvars- og arbejdsskadeforsikring, men er dækket ind via skolen.


Erhvervspraktik - Uniform / Beklædning SVS Beklædning og personlig fremtræden
På sygehuset skal alle, der har med patienter at gøre, anvende sygehusets uniformer.

Uniformen og dens anvendelse skal medvirke til at forebygge sygehuserhvervede infektioner hos patienter og personale. For erhvervspraktikanter gælder de samme regler, som for det øvrige personale.

Erhvervspraktikanter får udleveret uniform, der består af lange bukser og en kortærmet overdel.
Hvis tørklæde ønskes, udleveres det sammen med uniformen.

Klik her for at se stort billede

(Det er vigtigt, at erhvervspraktikanten er bekendt med, at lange ærmer ikke accepteres og at der ikke må bæres privat tøj udenpå uniformen).

Det forventes, at erhvervspraktikanten er velsoigneret og har rene kortklippede negle uden neglelak.

Hvis erhvervspraktikanten har eksem på hænderne eller sår (uanset hvor på kroppen), der kan give problemer i forhold til hygiejnen, kan hun/han som hovedregel ikke deltage i praktik på sygehuset. Ved tvivlspørgsmål kan uddannelseskonsulenten på SVS kontaktes.

Fra sygehusets politik vedrørende ’Personaleuniform og beklædning’ kan du som vejleder/ klasselærer måske også have behov for at kende til følgende forholdsregler:

  • Ringe, armbånd og armbåndsur må ikke bæres sammen med uniform/kittel/arbejdsdragt.
  • Halskæder skal være korte, og ørestikkere være tætsiddende.
  • Hår må ikke hænge ud over uniformen. Langt hår skal være samlet eller sat op.
  • Personalet må ikke afgive stærke lugte eller dufte, der er generende for patienter, pårørende eller kollegaer.
  • Personalet må ikke have en ekstrem fremtoning, fx tatoveringer og ansigtspiercinger, der er stødende for patienter, pårørende eller kollegaer.


Fravær
Hvis erhvervspraktikanten bliver syg eller fraværende af anden årsag, er det vigtigt at give besked til afdelingen. Hvis en erhvervspraktikant er fraværende uden at have givet besked, kontakter sygehuset skolen.

Svar på ansøgning
Svar på ansøgning sendes på mail kun til de ansøgere  og til vejleder/klasselærer som tilbydes en plads.

I velkomstbrevet får erhvervspraktikanten oplysninger med et overordnet program, mødetid og sted samt en del af de her nævnte praktiske oplysninger.

Afbud
Hvis en elev - helt undtagelsesvis - alligevel ikke ønsker at benytte en tildelt erhvervspraktikplads, er det vigtigt at give meddelelse om det hurtigst muligt med henblik på, at en anden elev fra ventelisten kan få pladsen.

OBS: For at så mange som muligt kan få glæde af erhvervspraktikordningen henstilles, at elever IKKE søger om praktik på sygehus, hvis de allerede har haft lignende praktik.

Kontakt
Hvis du har spørgsmål er du er velkommen til at kontakte

Uddannelseskonsulent Helle Richter
Sydvestjysk Sygehus
HR-uddannelse
Finsensgade 35
6700 Esbjerg

Direkte: 7918 2223
Mobil:    2023 9139
E-mail: Helle.Richter2@rsyd.dk


Siden er sidst opdateret 30-7-2019



Sydvestjysk Sygehus | Finsensgade 35, 6700 Esbjerg | Tlf. 7918 2000 | Tilgængelighedserklæring